Hun skriger efter litterære kick's
Og i mens sidder jeg her og føler mig presset...
Nu bliver jeg nødt til at skrive, blogge, så min veninde i morgen kan sidde på jobbet, meget tidligt og føle sig underholdt - uden at få morgenlatten galt i halsen. Hun skriger nemlig efter blog-underholdning og synes vist ikke, at jeg skriver ofte nok. Meget smigrende og dog føler jeg presset... hvad skal jeg skrive om?? Skandinavisk kølighed, globalisering, min afhængighed af Cranberry Classic Ocean Spray...??
Jeg kunne jo fortælle om da sønnen var ved at spørge præsten til skolens "tvungne" høstgudstjeneste "om Gud virkelig også havde skabt dinosaurerne..." Fik i sidste øjeblik standset ham, da han forsigtigt under prædiken sad med fingeren i vejret. Meeen nej... det orker jeg ikke at bevæge mig ud i. Præstens svar kunne ellers have været temmeligt underholdende.
Kunne også skrive om "bæredygtighed" - den største trend i øjeblikket. Hvor alle omkring mig er ved at gå i selvsving over bio-dy-na-mik og ø-ko-lo-gi...og alt skal jo være co2-reduceret og ø-lejr-agtigt. Og man nærmest skal dyrke dine uldsokker selv og fjerne sit hjem for finurligheder og dikkedarer. Jeg kan faktisk rigtigt godt lide mine dikkedarer, selvom de ikke nødvendigvis er klimavenlige. Hmmm næ...
Eller jeg kunne følge op på min tidligere beskrivelse af manden i busskuret, som jeg i sidste uge faktisk så forlade sit skur for at gå i stik modsatte retning af hvor bussen kører. Det må jo så forklare, at han ikke skal med bussen, men blot hænger ud hver morgen. Og hvorfor? Det ved jeg ikke endnu...
Jeg kunne også omsider offentliggøre, at der igen er et nyhedsbrev med nyt japserguf i fabjapgalleries.
Jeg kunne også lade det ligge lidt og snurre og så vende tilbage.
Om at udvikle sig og stadig være sig selv
Jeg mødte en gammel ven, som jeg ikke har set i mange år. Faktisk er det så længe siden, jeg sidst har set ham, at hvis jeg siger det højt eller skriver det, så bliver det lidt for virkeligt at tiden går... Det er længe siden.
Han lignede sig selv, måske lidt rundere, men ellers var intet forandret. Hans fremtoning, retorik, gestik, måden han udtalte ordene på, ja selv de ord han sagde mindede mig om dengang vi gik i klasse sammen.
Dengang boede han i en lille landsby på midtsjælland og blev altid kørt i skole af sine forældre - hver eneste dag. I dag bor han i København. Og er stolt over det. Han føler sig enormt kosmopolitisk, som lidt af en verdensmand. Men sandheden er, at han ikke har udviklet sig siden dengang.
Jeg opdagede det, da vi besluttede at tage en øl på en cafe i byen og catche op. Vi valgte et ret kendt sted i byen med rigtigt mange mennesker. Vi bestilte begge en øl og lidt tapas. Det var en mærkelig følelse, at sidde så mange år efter vi sidst havde set hinanden. Da jeg så ind i hans øjne, så jeg drengen fra dengang se tilbage på mig. Han så sikkert mig på samme måde. Men det var først da vi begyndte at tale sammen at jeg opdagede det. At han virkelig var sig selv og KUN sig selv hele vejen igennem. At han måtte have levet i et perfekt vakuum, hvor intet kunne trænge igennem. Ingen havde påvirket ham efter alle disse år.
Hans betragtnigner, måden han blev forarget på, når en mand med lidt for mange tatoveringer gik forbi eller, hvis noget faldt uden for normen... det chokerede ham. Han bar stadig landsbyen i sit sind. Og kom med småborgerlige kommentarer om alt. Jeg vil ikke begynde at citere dem her for jeg kan mærke irritationen boble i mig. Alt hvad der fald udenfor kageformen var ham unormalt og mærkeligt. Og sikke meget tid han brugte på at observere disse variationer og stive sig selv af.
Faktisk var det lidt af en bedrift... tænk ikke at lade sig påvirke. Jeg tænkte på, at jeg jo stadigvæk var mig selv selvom jeg havde tilladt mig at udvikle mig, at lære, at se, at vokse og at blive voksen og få nye interesser.
Men hvem var han så? Var han stadig sig selv efter alle disse år, havde han i det hele taget fundet sig selv eller var han stadig et produkt af sine forældres forventninger og drømme - som vi vel alle er som børn? Jeg har ikke fundet ud af det endnu...
Om at hænge ud
Hver morgen på vej på arbejde går jeg forbi det samme busskur i København, hvor der sidder en mand med en øl og store hovedtelefoner. Han er i slutningen af 50'erne eller også ser han bare sådan ud. Jeg når at kigge på ham en 3-4 skridt, så er jeg gået forbi. Han ser ikke ud som om han nyder musikken. Han har ingen taske med, men altid iført blå jeans, der er lidt slidte og en kort grå/grøn jakke.
Hver morgen sidder han der. Jeg tænker ofte på, om han mon venter på bussen eller om det bare er skuespil. Om han er ligesom de japanske mænd, der bor i de blå telte i Tokyo. Mænd, der har mistet deres job og som de første mange måneder hver morgen møder punktligt op og tilbringer hele dagen i telt inden de tager hjem til konen. Mænd, der er bange for at miste deres stolthed og forsøgerstatus i Japan. Mænd, der ender med at gå fra hus og hjem og ender som hjemløse, hvis det ikke lykkes dem at finde nyt job. Mænd, der vælger ensomheden fremfor skammen. Disse blå teltbyer er deres eneste tilflugtssted.
I morges sad han der igen.
Hvis han en morgen ikke er der, når jeg går forbi, vil det ændre resten af min dag. Hele mit fokus vil blive manden i skuret - jeg vil sikkert blive nødt til at smutte tidligt hjem for at se, om han er der, når jeg går forbi. Tænk, hvis han ikke dukker op flere dage i træk. Jeg er spændt på om han er der på mandag...
Om at tælle sko
Der er dem i kernelæder med frynser, de sorte Prada, som jeg aldrig har gået med, fordi de var lidt for store, da jeg købte dem. Så er der Lak-Prada'erne helt magen til, der passer. Så er der shoppe-sko-skoene fra Frankrig og dem i brunt uden snude. De grå stiletter fra Brints og dem, der ligner fra Apair. Så 4 par ankelstøvler, løbeskoene fra Nike. Le c...Sportif i grøn og grå. Træskoene i brun. Stofskoene fra Japan og dem med kilehæl. De høje læderstøvler med wedges fra Tokyo. Miu Miu ballerina, Miu Miu gummistøvler....zzz jeg husker ikke hvor langt jeg nåede, men det virkede... jeg faldt i søvn. Desværre fandt jeg ikke ud af, hvor mange skoæsker jeg skulle købe.
Jeg er sikker på, at jeg ikke er den første kvinde, der tænkte, at jeg kunne multitaske, mens jeg var ved at falde i søvn.
Hængerøv
Jeg så for et par uger siden en sort buksedragt med "en mega hænger" af See By Chloe. Og måtte eje den. Selvom jeg egentlig ikke troede, at jeg ville hoppe med på pludderbuksemoden, så jeg nu løst svøbt i en designerdrøm. Og med et par grå stiletter til, så holder det.
Den kostede nær 3000 kr. - lidt vildt for noget, der helt sikkert ikke bliver en klassiker. Og hey - jeg kan jo altid klippe den op og lave en kollage til væggen. Sy den om til et sofabetræk eller måske en ny sort lampeskærm. Man snakker jo så meget om genbrug og miljøbevidsthed. På den anden side, så har jeg aldrig rigtig forstået det der med, at gamle bildæk, cykelslanger eller hønsenet bliver til "funky" boliginteriør i stedet for at belaste miljøet som affald.
Long live legs... eller noget
Jeg synes, det er super sjovt, misforstå mig nu ikke, men begreberne... Get Stoned, So 80ies, Bikerboots, Power Plisseringer..??
Ved siden af mit hovederhverv har jeg i denne uge freelancet som tekstforfatter med mode. Virkelig en fed tjans. Super sjovt, men det er altså en verden med mærkelige statements. Alligevel glæder jeg mig til at se Metro og Urban i dag, så jeg kan se mine annoncer.
Lige nu føler jeg mig allerede lidt assymetrisk, peach melba og glam-rock patchwork-agtig. Bliver vist nødt til at købe de der leggings... noget tung strik og funky-pels.
Men vil du vide lidt mere om, hvad der er på vej... om sæsonens stærkeste tendenser, så spørger du bare... ik' ;-)
Hot på gaden i Tokyo - se billedreportage!
Japanerne er jo som bekendt halve til hele år foran os andre, når det gælder mode og hvad der i øvrigt er hot.
Her… kan du se, alt det nye fra min seneste tur i Japan...
It's fabulous darling, kys... kys
But it is... trust me... vi kører bare en bulldozer ind i huset og graver ud bagefter..., sagde han...
- Nå, sagde jeg...
Den med bulldozeren fik jeg ikke lang tid tid til at tænke over. I øvrigt var han en temmelig mærkelig håndværker, hvis du spørger mig. Men vi fik vores varelager og nu er butikken med japansk design, mode og tableware altså åben...Gør dig selv den tjeneste og os dig igennem FabJap Galleries
.... og glem ikke at se, hvad der sker på gaderne i Tokyo i fotoreportagen - Big in Japan -, der jævnligt opdateres.
Japansk design - NU ÅBEN!
FabJap Galleries er en ny webshop med fabulous japansk design.
Samtlige af de japanske gallerier, jeg samarbejder med har efterhånden pakket de bestilte varer i store trækasser, lasten er pakket godt og skibet er sejlet fra Japan. I første omgang, vil du kunne købe fade, tallerkener, kopper, krus og skåle - designet er helt unikt og SÅ flot.
På en gang refererer det til et land, der er i konstant udvikling og som udfordrer designkonventioner og samtidig har det en raffineret elegance, der vidner om års ekspertise. Glæd dig.
Glæd dig også til Shiseido-produkter og Binchotan-kul.
Og i øjeblikket forhandler jeg også med et pladeselskab, så der kommer japansk lounge-musik og med en tøjfabrikant, så der kommer fede bluser og kimono'er senere på året...
Men allerede nu kan du Tilmelde dig og være en af de første, der modtager nyheder om hvilke varer, der er på vej.
Manga-mania i Harajuku
Unge japanere overalt iklædt deres mangahelte. Man skulle tro, at de var på vej til kostumefest, men det er altså ikke tilfældet. I Japan bliver det japanske endnu mere populært, når det også hitter i Vesten. Så bliver det kult…og cool.
Tokyo er i grunden en mærkelig by – på den ene side dybt forankret i sin kulturelle japanske favn og på den anden side på vej fremad. Hele tiden på vej. Det er denne skizofreni, der gør byen så interessant. Fornyelse og sjæl. Trends og karakter.
Whats big in Japan!
Webshoppen med de japanske design-ting er ved at tage form. Foreløbig har jeg produkter fra et par gallerier med, lidt kosmetik, lidt tøj... ja, lad os vente helt med offentliggørelsen til sitet er oppe. Måske dec., dog mest realistisk jan...
Japan og især Tokyo er en stor overraskelse. Det man ser er ikke altid det man ser. Facaderne skjuler en helt anden virkelighed. Et hus, der tilsyneladende siger - endnu et højhus i mængden - kan i virkeligheden være den fedeste nightclub eller en spillehal, hvor unge par går hen for at være alene.
Egentilig ret bizart, for her vrimler med andre unge, der også gerne vil være alene og musikken brøøøler ud i rummet mens spillemaskinerne kimer. Man tager elevatoren og så befinder man sig pludselig i en helt ny sfære. Det er det fede ved Tokyo... Og så tænker man fra yderst til inderst.
Hvordan gik det, så: Tokyoturen gik over al forventning. God flyvetur og kørsel direkte til hotellet. Solen stod højt, så trætheden var til at overskue. Især, da vi lige skulle ned på Ginza og nyde stemningen. Fedt.
Harajuku og Shibuya var som de plejer - en masse unge tossede japanere, der alle er totalt tjekkede i tøjet spurter op og ned ad gaderne, ind i barerne, i butikkerne, ind i hinanden... for det går ret stærkt. Havde et par close encounters, men gik derfra med skindet på næsen og æren i behold. Bukkende, bukkende...
Den store trend i øjeblikket er skotsternet, strik, laaange støvler, frynser, pomponer i pels og kæmpe strikhuer.
Flere updates følger...
Om jetlag
Yes - jeg er landet. For 2 dage siden, men jeg er så underdrejet og mit hovede er lige dele hvalfisk og olietønde - jetlag og hovedpine er ikke den bedste combo. Dagen er gået med at holde trunten på snart 9 måneder underholdt og så sad jeg ellers fixeret i 3 timer foran køkkenbordet. Imens sov bette-pigen på min ene arm. Jeg var så bange for at hun ville vågne (som hele natten, hver gang jeg lagde hende) at jeg måtte lege voksfigur.
En voksfigur, der nu har afsindigt ondt i lænden. Og en voksfigur, der ikke kan tage sig sammen til at pakke kufferter ud og se varer igennem.
Føj - jeg er træt. Og selvom det er et no-no, så går jeg altså i seng kl. 19 - kan simpelthen ikke holde til mere.
Zzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzz ... Ja, ja - undskyldninger er der nok af, men de er altså reelle nok.
Om at være på vej
Vi tager mange skridt hver dag her i Tokyo, får gode produkter med hjem og spotter trends. Det har været en fantastisk tur!
Og tiden går og jeg får ikke skrevet så meget, da aftenen går med at fordøje dagens indtryk - og det kan godt tage tid, især over lidt sake og sushi... og børn, der skal lægges og whisky, der skal sippes.
Jeg har dog skudt et par foto-serier, der kommer på bloggen, så snart jeg kommer hjem om et par dage. Glæd dig til hæklede støvler, skotstern, kæmpe huer og fede bygninger.
Tokyo - byen der aldrig sover... og heller ikke jeg
Turen herover gik rigtig fint - børnene sov som de skulle og der var ro i lejren, hvad dem angik. Uheldigvis er der noget med snorkere og ture til Japan.
Sidst vi fløj herover for 4 år siden sad vi også op ad en snorker. Ham her var slem. Han faldt i søvn lige da vi lettede lidt i 16 og snorkede sig gennem HELE turen undtagen en gang, hvor jeg bad hans sidekammerat om at give ham en med albuen.
Det vågnede han lidt af, så sig fortumlet om og gik kold igen. Han var svensker. Måske var det blot hele forklaringen - jeg ved det ikke. Men jeg prøvede at forestille mig, at hans højlydte snorke-brøl var en del af flyets motor-lyde så jeg ikke blev irriteret - det kunne jeg ikke.
Det endte med, at jeg slet ikke fik sovet og var vågen i 30 timer inden jeg her i nat fik, vist 5 timer efter et boblebad med udsigt til Tokyo skyline. På den tidspunkt var jeg ligeglad med jetlag, for hvor er det surreelt at sidde i bad med en så storslået udsigt.
I dag skal der scoutes efter produkter.
Måske sneblind…. og gæt en sang
Råberen has left the building og skabet er malet. Resultatet er nogenlunde tilfredsstillende, der er dog nogle steder, der har været for tæt på fyraften med tydelige helligdage. Eller også bliver man bare sneblind af at male skab en hel dag. Tænkeligt. Jeg lovede C at tage et billede til insp. – håber du kan bruge det. Selvom jeg nok ville vælge tyndere elementer til stuen. Men det er bare min mening. ;-)
Nåå, men 10 dage skal det stå au naturale og altså uden indmad af nogen art, så malingen kan tørre igennem. Jeg kan leve med det… Spørgsmålet om gårdsangeren alias sønnike kan lade være med at sætte sit legetøj på det - tvivler. JA mit barn er blevet gårdsanger herhjemme og forlanger penge for endte vers. Her er han udklædt som Wall-E.
Og her er en af sangene i… ja, nærmest lydskrift: common bai lestogøj a a a yeah .... uoo uooo. For kendere, ”Barbiegirl,” der allerede sad i hans nye mp3’er. Cute.
På et tidspunkt sad jeg og lyttede til denne, hvor de et sted synger: I really think so…” Hvorefter han spørger, "mor, hvad betyder "fedtsår" :-))). Og hvad svarer man så en 5 årig, uden at grine. Øøøøh jeg ved det ikke og jeg vil helst heller ikke vide det! ;-)
Ryger-ører og opslagstavler
Det slog mig pludselig i dag: Jeg ved hvad vores maler, Råberen, fejler. Han har rygerører! Klart nok. Det er selvfølgelig alle de rygepauser, der har skabt en prop af nikotin i hans ører, så han er tvunget til at RÅBE SÅDAN OP HELE TIDEN.
Undskyld, fordi jeg troede det var malersyndrom - ikke særlig pænt af mig. Lad mig tilføje (igen), at han ER altså super dygtig... og at jeg til enhver tid vil låne ham ud. Og har du en mp3'er i nærheden, så er der jo slet ikke noget problem. Godt - så fik vi det på plads...
Og her er så min nypolstrede Missoni opslagstavle. Jeg er ret godt tilfreds med den. Desværre har min mand allerede kidnappet den og hængt den op på sit kontor. Nu må jeg jo lave en til...
Jeg tror, man bliver lækker af Läkerol
3 gange i denne uge har jeg fået komplimenter (godt nok af børnehavebørn, men alt tæller, ik) og det eneste nye jeg kan komme i tanke om, jeg har gjort anderledes er, at jeg har spist sukkerfri Läkerol. Nok om det. ;-)
Nu til den mere seriøse kritik af vores maler. Lad os kalde ham Råberen. Hans stemme går gennem alle vægge – uanset om de er nymalede eller ej. Og man skulle da tro, at han havde indlevelse, når nu han kan se, at jeg lige har lagt en baby ud at sove, at han måske burde skrue lidt ned for organet? Hmnnn malersyndrom? Helt sikkert noget i den stil.
Og hvorfor skal håndværkere, arbejdsmænd og nu også Råberen efterlade souvenirs når de er på toilettet her. Kan de ikke klare den slags hjemmefra eller i det mindste samle op efter sig? Temmelig ulækkert, at man skal tømme en hel flaske Hardol eller købe ekstra flasker, når man har håndværkere. Nåååå men hans håndværk fejler nu ikke noget.
Måske skulle jeg bare gøre mig gode venner med ham og tilbyde ham en Läkerol, så han kan skrue lidt ned. ”Vil du ha én… ”Og en til” ”Her, tag en til…” På den anden side – jeg deler IKKE mine Läkeroler med hvem som helst.
Om forventningspres og forventningens glæde
Har netop sat sidste punktum i en nu 8 siders rapport om egenkontrol af virksomheden til webshoppen. Fødevarestyrelsen modtager den i morgen og så skal der bare ligge en godkendelse pronto. Det har efterhånden udviklet sig til et fuldtidsjob at være mor OG passe alle formalia omkring åbningen.
Jeg har besluttet mig for, at jeg tager pc med til Japan, så jeg kan lave nogle dagsrapporter med billeder og oplevelser - bare for sjovt. Jeg håber, at det er med varme kinder og et stort smil, at jeg om 1 års tid kan se tilbage og tænke; at det var sgu da godt gået med den shop.
Imens stiger forventningspresset, hvis man kan kalde det det... jeg kan næsten ikke vente til vi rejser og glæder mig barnligt - nogle gange lidt for barnligt til gensynet med Tokyo. Jeg tror, at jeg er ved at drive gemalen til vanvid nogle gange med alle mine ideer og tanker om, hvordan produkterne skal markedsføres og hvordan pr-strategien skal skrues sammen.
Det er egentlig fantastisk at tænke på, at RIGTIG mange års fascination for Japan nu skal blive til en shop fyldt med japanese weirdness og super cool produkter. På sigt i hvert fald. Jeg tester lige markedet i første omgang.
Nu skal miljøstyrelsen så også lige have en rapport. Speditør skal endelig findes og så er de dage vist ved at være gået. Der er ca. 14 dage til vi letter... jeg er lettet forlængst.
Om forhøjet vandstand
Har været på strandtur ved Fortet med Ophelia på 8 måneder - stranden er nu spist. Jeg tror, vi lige nu balancerer på et knivsæg. Enten har måltidet været himmelsk perfekt eller også går det hen og bliver lettere katastrofalt senere på dagen.
Træt af skemaer og styrelser
Måske var det naivt af mig at tro, at man bare kunne tage til Japan, etablere en god relation til gallerierne og så kørte det hele derudaf... jeg bilder mig da ind at jeg har styr på markedsføringen.
Men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle forbi fødevarestyrelsen, miljøstyrelsen og hele bureaukratica for at åbne en webshop??? Hvor skemaer af alle mulig art skal udfyldes og man ikke må åbne shoppen før man får godkendelserne i hus. Men styrelserne kan jo så ikke sige, hvornår de godkender... da de først nu er startet på bunkerne for 2008. Jeg nægter at slå mig ud af det, men jeg er træt...
Jeg er helt flad... glæder mig til om et par timer, hvor ungerne sover (bilder jeg mig da ind) og jeg sidder og feder den med en hagen dazs kaffe-smag. Jeg trænger godt nok til noget stærkere... men champagnen åbner jeg altså først når business kører... pyyyyh en dag. I morgen skal vi være ude hos familien hele dagen og have super lækker mad og vin, så det er da opløftende at tænke på. I morgen skal andre varte mig op.
Sko eller Andersine?
Overvejer om jeg skal have sko med på webshoppen… men er liiidt i tvivl.
Jeg tror, man får nogle ret muskuløse lægmuskler af disse sko - især hvis man bruger dem på land. Og det kan man jo hurtigt komme til. Det er jo snart efterår og med de nye vejrtyper, så skal skomoden vel følge med. Sidste år havde vi en masse oversvømmelser og jeg selv iførte mig mine højhælede MiuMiu gummistøvler. MEN, hvis nu vandstanden stiger, så er der måske andre måder at være tjekket på, mens man svømmer på arbejde...
Ideen er måske slet ikke så tosset, men hvordan skulle man også få dem markedsført… bom, bom bom....ja, man kunne jo starte med nogle first movers (ikke bogstavligt). Altså få trendsættere til at gå i dem til div. events.
Hvem skal vi så vælge; moderedaktører, modeeksperter og så en håndfuld kendte… Og en rød løber, der fører direkte ud til svømmehallen eller ud i Nyhavn. På den anden side… det bliver sgu for besværligt. Men jeg har da fundet et slogan: "Just add water" ;-)
Grå er åbenbart det nye Pink
Gråt hår bliver forside-stuff – siger nogen af dem, der ved noget om det. Jeg er dog liiidt i tvivl, om jeg har lyst til at følge moden på dette felt. Jeg har ikke rigtigt lyst til at følge i fodsporene på Panter Tanter, Judi Dench, Hellen Mirren eller Den grå dame alias Karen Jespersen. Det har jeg altså virkelig ikke. Heller ikke selvom Alt for Damerne, mener at det er et skulderklap til kvindekønnet at ”man tør stå ved sin naturlige hårfarve.” I skulle skamme jer…
Faktisk har jeg hørt - og det skulle være helt sikkert – at spiser man bare nok mørk chokolade, så kommer det grå hår ikke. Noget med kobber og sån… skal ikke kloge mig på det. Men chokoladen virker da på mig. Men det der med det grå forstår jeg altså ikke – hvem vælger bevidst at påføre sig selv en mindre eksistentiel krise og så før tid? Er det led i en selvsuggestion: "Jeg er ved at blive ældre, jeg erkender det; ergo er jeg ikke blevet en dag ældre". I simply don’t get grey.
Mig? ... næ jeg er da super positiv
Ud med alle bureaukraterne i fødevarestyrelsen. Jeg fandt ud af, at jeg alligevel skal forbi dem ifm åbningen af webshoppen, selvom jeg ikke skal forhandle mad af nogen art. Jeg skal have en masse tilladelser og udfylde skemaer... og læse cirkulærer om egenkontrol og tro og love ærklæringer.
Jeg læser og læser og læser og er helt konfus...
Nå, men jeg lærer en masse... skal vi bare sige, at jeg prøver at lyde glad og positiv. Ooooog kom nu med de godkendelser.... jeg rejser jo snart!!
Indenfor men udenfor – konceptet holder ikke en meter!
Det har været 3 uger i et flower-power-wannabe-helvede. Et havebord har altså INTET at gøre i et spisekøkken, skulle jeg hilse at sige. Og heller ikke de edderkopper og insekter, der havde nået at bygge bo eller gået i efterårshi i bordet. De vågnede pludselig og synes de skulle spise med.
De sidste 3 uger har vi altså indtaget vores morgen, middag og aften-dinnero ved havebordet som vi trak ind i køkkenet, da spisebordet blev opgraderet til skrivebord. Ja, hvad skulle vi ellers gøre? Vi tog ellers på en tour de dinner-table i Illums bolighus og Casa uden at kunne finde det skovhugger-bord som jeg har drømt om skulle stå i køkkenet flankeret af vores gule Eames-stole.
Men i dag fandt vi det så endelig. Bordet er totalt fedt, men desværre har de valgt at kalde det noget så kikset som Mighty Mac ?????? Tror de vi skal indtage vores MacD mad på det, for så kan de godt tro om igen. Det er et stort bord 230 cm i længden, så måske deraf navnet. Jeg tror, jeg vil kalde det Jan - det sån' et godt skovhuggernavn. ;-) Eller har du et bedre?
Desværre får vi det først leveret om ca. 3 uger., så vi får lige lidt ekstra tid til at nyde Indenfor, men udenfor.
Japan - here I come!
Når man skal betale i Japan, så foregår det oftest med papirpenge. I grunden underligt i et land, der er så fremme i bussen, hvad angår teknologi. Men de holder altså fast i nogle ritualer, heriblandt altså, at pengesedlerne skal være nærmest strøget og ligge sirligt i en fin bunke med kejseren pegende mod den du giver pengene til. ;-) Så det må jeg lige huske.
Jeg glæder mig meget til at komme tilbage. Turen er booked for længst og hotellet er fab! Så nu mangler blot at genoptage kontakten til de gallerier og værksteder jeg kender, så jeg kan få etableret en god relation fremover.
Heldigvis har jeg et par veninder, der kan japansk her i DK, hvis det skulle gå helt galt med det engelske og fingersprog. Og jeg har fået godkendelse til at Phone Home, trods tidsforskellen... japanerne er ikke særligt gode til engelsk, nemlig.
Webshoppen er ved at tage form. Grafiker er briefet på visuel identitet, CMS-systemet er indkøbt, fotografer er taget i ed om at skyde produkter i nov.
Eneste bekymring er transporten af varer. De skal ikke med skib, da det kan tage 2-3 måneder, DHL er alt for dyrt, så jeg tror det ender med Japanese Postal Service, men så skal de pakkes grundigt ind. Jeg må sende en mail til hotellet og høre om ikke de kan pakke det eller hjælpe med det praktiske.
Så får jeg også lidt ekstra tid til at opleve the night life - as if. Nej, det kommer desværre ikke til at ske på denne tur, da ungerne skal med. Men næste gang, når jeg skal afsted alene, så bliver turen en helt anden ;-)
Selektiv hørelse er det nye sort
Der er kommet et nyt tjekket headset fra Jawbone, der til forveksling ligner lidt en ørering. Altså ikke på den der ”jeg har fået høreapparat”-agtige måde. Men på den mere: ”jeg er fed med de fede og lidt rockstjerne-og kickboxer-agtige måde ;-)
Og så har den har åbenbart selektiv hørelse, hvilket slet ikke er en dårlig ting.
Ugens musthave: Soya Latte og en hat
Og inden du nu tror, at jeg er kammet helt over, så kan jeg berolige dig med, at jeg altså ikke smører mine kopper med tofu før kaffen hældes i. Jeg skylder heller ikke munden i sesamolie for bedre at kunne nyde de forskellige smagsnuancer. Jeg er bare lidt begejstret for soya-mælk... i denne uge.
Soyamælk fås i rigtigt mange varianter og derfor kan det være svært at vælge hvilken, der klæder din latte bedst. Og jeg er sikker på, at hvis kaffen selv kunne bestemme, så var soyamælk dens tro følgesvend. Her en lille tester…
Naturli, uden sukker
Smag – smager helt klart af nødder, selvom jeg har hørt nogen beskrive smagen som permanentvæske. Her er jeg altså helt uenig og klart den, jeg foretrækker som latte. Den skummer også rigtig flot. Og bismagen af nødder kan man få helt væk, hvis man laver en blanding med Soyamælken fra Provalmel tilsat Vanilje.
Provamel, naturlig og usødet
Smag – nødder og en smule grynet, måske med et hint at græs, hvis man er til den slags. Det er jeg så ikke.
Så har jeg fundet denne hat/hue af Malene Birger som jeg er ret vild med. Den ligner lidt de ridehjelme, der var på catwalken sidste år. Den skal jeg have - også for lige at markere, at jeg altså ikke har disset alle vores firbenede venner helt ;-)
Billede fra Musthave.dk
10 TEGN PÅ, AT DU ER LIDT FOR HELSESUNDHEDS-AGTIG
(og meget tæt på at irritere dine omgivelser grænseløst...)
Så har jeg atter kastet mig ud på asfalten med mine Nike-Pegasus. Samtidig er jeg begyndt at drikke soja-latte. Og sidstnævnte er altså ikke for sundhedens skyld, men fordi (tro det eller lad være) jeg synes det smager godt. Faktisk er jeg ude i en smagstest af forskellige soyamælk. Resultatet må jeg snart offentliggøre. Men det smager altså virkelig, virkelig godt, hvis man varmer og skummer mælken. Det gør det altså!
Nej - det er ikke opvaskevand. Og nej - det smager heller ikke sådan.
Jeg har fundet denne liste på nettet til dem, der også er ved at blive lidt for sunde i filten. Test selv.
1. Du spørger efter sushi med brune ris nede hos din lokale maki-pusher.
2. Du har scoret en superlækker fyr. Og da han kigger dig i øjnene og spørger, hvad din vildeste fantasi er, svarer du: ”At løbe en halvmaraton.”
3. Når du ved, at ekspedienten nede i helsekosten hedder Johnnii (numerlogi of course), er skytte og har to katte (Kim og Klaus).
4. Når du drikker de-caf soyalatte med helt tavse og skeptiske veninder.
5. Du snakker om forskelle og ligheder mellem kikærter og linser, når andre taler om valget i USA.
6. Hver gang nogen spiser noget, siger du: ”Det er også rigtig godt for
fordøjelsen/leveren/slimhinderne”.
7. Når manden kører forbi McD – til sig selv og storebror, svarer du: ”Det ville jeg aldrig byde min krop.”
8. Din morgenmad består af grønkål, boghvede og hørfrøolie - blendet til en deeeejlig smoothie, der glider lige ned.
9. Du kan ikke længere falde i søvn foran fjernsynet som andre normale mennesker, men tænder for Relaxing Music and Nature Sounds Vol. 3, for på nogen måde at kunne finde ro.
10. Når du skal samle noget op fra gulvet, laver du lige Solhilsen på vej op (nu du alligevel var nede).
Lost in translation
1½ måned to go. Tokyo venter lige om hjørnet. Det bliver en travl tur, men det bliver også fedt at komme tilbage til Japan.
Produkter skal findes, udvælges, pakkes, nogle af dem sendes hjemad, nogle tager jeg med i kufferten. Et travlt efterår venter. Website skal laves, fotos tages når jeg er retur: PR kampagne skabes, dialogprogrammer indkøres, journalister briefes. Jeg glæder mig.
Og så her - en af mine yndlingsfilm for lige at sætte stemningen... ;-)
Om at sove i arm
Er der noget værre end at sove i arm med en, der snorker og prutter og skærer tænder? Og nu må det snart stoppe – efter snart 10 dage, så har jeg lyst til at råbe; stands verden, jeg vil af. Men hvordan siger man stop på den blideste måde. Så man undgår gråd?
Hvordan forklarer man det til en 7 måneders baby? ”Ophelia! Mor er træt og føler sig som en opvredet karklud og har virkelig brug for søvn.”
Den pædagogiske:
”Hør lige her baby… når jeg ligger lysvågen midt om natten, fordi du vågner hver gang jeg bærer dig over i din egen seng og du kategorisk nægter at sove alene, så bliver jeg altså lidt træt. Og nu tæller jeg til 3 og så sover du, ok?!”
Den upædagogiske:
”Hør her baby… når du kun vil sove i arm, så bliver jeg altså lysvågen.
Tror du mor kan lide mentalt at genindrette hele soveværelser, mens du putter? Tror du mor synes, det er sjovt at lede efter fjernbetjeningen i mørke (men du putter), så hun kan zappe lidt rundt efter natkassefilm, der er så sene at de næsten er tidlige. Og tror du ikke, at mor er lidt irriteret over, at hun så ikke kan nå den, fordi du ligger lidt på tværs og så kommer til at vække dig. Og så må bruge en 1½ time på at få dig til at sove igen, mens du bestemt mener at fået akut nattesyn og barer stirrer i mørket og tilmed begynder at synge lidt: da da da da da da da… Og tror du mor er lidt træt af den natsang hver nat? Tror du?
Måske er det denne, hun er ved at indøve:
Du må gerne prutte højlydt og snorke og skære tænder, mens helst i din egen seng og helst HELT stille. Ved du ikke, at du risikerer at slibe de tænder ned, du lige har fået. Og det kan påvirke dit udseende i en temmelig uheldig retning, min pige.
Wall of fame
Ok temmelig misvisende. Wall of no-name, burde jeg hellere kalde den. ”Ray og Charles - Hang it all” knagerække har måttet vige for dette samlesæt af cool skørt design. En af mine læsere efterspørger resultatet og her er det så: Det var oprindelig meningen, at jeg ville dekorere en hel væg med dem. Men det blev bare for meget. Så nu har jeg rigtigt mange i overskud… Knagerækken er blevet børnenes – til overtøj, tasker, cykelhjelme og det fungerer ganske fint.
Louise Campbell – du giver mig spiseforstyrrelser
Og spiseforstyrrelser handler ikke om mad, men om design – i hvert fald for mit vedkommende.
Under mottoet: Orange er det nye blå promoverer RC i øjeblikket en lang række produkter. Orange er selvfølgelig symbolet for nytænkning af de traditionelle og oprindelige blå musselmønstre. Udover ensfarvet hvid fås de også i orange, turkis, cerise og absintgrøn.
Og jeg er vild med det nye porcelæn som fantastiske Louise Campbell har skabt. Så meget, at det går ud over min appetit. Jeg glemmer, hvad der er i koppen og på tallerkenen og stirrer bare betaget frem for mig.
Jeg bliver helt høj af, at RC har set lyset og er begyndt at skabe produkter til mig. (Læs – ”De ønsker at appellere til yngre mennesker med en god indkomst. Især kvinder, der er storforbrugere af lækre ting til hjemmet, tøj og sko…") På den anden side er det jo fordi de ved, at vi har shoppe-genet.
Men hør her RC og Louise Campbell: Vi skal jo også spise engang imellem, ik'. Så måske skulle I tænke på det næste gang I laver en kampagne fyldt med æstetik. Vi er nogen, der sulter.
Jeg vil personligt gerne have en kampagne med råcreme og kys (de spiselige, altså) næste gang. Aftale?
Fotograf: Thomas Dahl M.FL.
Der skal IKKE grines
Jeg skal til Japan til oktober - for at finde produkter og se på trends. I den forbindelse er det meget godt at kunne det japanske talsystem. Her er jeg så faldet over en japaner, der forsøger at lære vores.
Jeg må til gengæld hellere lære denne sang udenad...
Ceci n'est pas un Caesersalad!
Det er ikke en Caesarsalat!
But it is not my fault – blev han ved med at sige, tjeneren. It is not MY fault.
Nej – det havde han helt ret i – og det påstod jeg jo heller ikke. Men det var altså heller ikke min fejl. At jeg havde bestilt en Caesarsalad og havde fået en salat med iceberg, rejer, tun og Thouseand Island dressing OG feta!
Men jeg måtte kraftigt indikere, at jeg altså IKKE, havde tænkt mig at betale for en fake Caesarsalad og, at der måttet være tale om en fejl. Helt ærlig rejer, tun og feta!!! Hvem ejer den restaurant, og hvor længe har han siddet i sin hule? Ikke en af ingredienserne hører hjemme her.
Hele verden ved jo, at der er kylling i Caesersalad, undtagen altså når man beder om en uden kylling.
I USA hvor Caesarsalad stammer fra, bliver den mikset ved kundens bord, så man kan se at det går rigtig for sig. Så, hvor er min romainesalat, spinatblade, croutoner, kylling og høvlet parmesan OG Caesarsalad-dressing. HVOR?
-”But this is a Mexican/Italian restaurant,” blev han ved.
-”Yes – but at Caesarsalad is the same all over the world!”
Jeg overvejede om vi skulle skride fra regningen – mig og min søn på 5 år. Jeg havde jo lovet drengen en rigtig særlig dag – bare ham og mig. Og så alligevel, måske ville den blive lidt for særlig, hvis vi pludselig satte i løb.
Mens jeg sad og tænkte på, om jeg ville få bevilget en telefonsamtale når politiet fangede os på skinnerne nede i Metroen, så opdager jeg kameraet – yep, det er den slags restaurant. Med overvågning, uden rigtig caesersalad. Det er åbenbart sket før, at folk er skredet. Og jeg havde egentlig heller ikke særlig meget lyst til at blive efterlyst af politiet for at tage flugten... Jeg kan se overskriften på Ekstrabladet, hvor jeg indigneret udtaler:
Ceci n'est pas un Caesarsalad, ok!
Til advarsel for alle andre, så ligger restauranten lige i smørhullet mellem Strøget og Nikolai kirke … Og måske skulle jeg også skrive en vejviser til madanmelderen, eller ringe til Mr. Gordon ”Shut it down”-Ramsey.
Jeg fik talt med store bogstaver på engelsk, da tjeneren næsten ikke kunne dansk. I’m not paying for this, fik jeg sagt …and I want to speak to the manager. En anden tjener kom ud, der tydeligvis ikke var manager, men som min tjener fik overtalt til at agere netop det.
Jeg kneb øjnene sammen. ”Are you the manager, spurgte jeg vantro. So you’re the Manager? Gentog jeg. Hvis han virkelig havde været det, så havde han nok sagt et eller andet med; whats you’r problem osv… det gjorde han så ikke. Han var til gengæld kineser og talte endnu dårligere dansk og næsten ikke engelsk. Manager, hmnnn!
Men det korte af det lange var, at jeg blev nød til at betale den regning, for ellers skulle tjeneren punge ud. Der var ikke noget at gøre.
Den der Caesarsalad hører hjemme et helt andet sted, i hvert fald ikke på en restaurant. Og jo mere jeg tænker over det, jo mere går det op for mig: ´
Den var jo et stykke installationskunst a la Magrittes pibe:
…og burde stå side om side med Lort på dåse, smørfrøen og guldfisk i blender.
Jeg tror faktisk fuldt og fast på, at denne salat går hen og bliver verdensberømt i Danmark. For her en sen nattetime opdager jeg, at under overskriften ’Make a salad’ udstiller Museet for Samtidskunst i Roskilde frem til den 21. september værker af kendte kunstnere som Yoko Ono, Joseph Beuys og Eric Andersen og åbenbart også af Manageren fra den mexicansk/italienske restaurant.
Damn it. Så tæt på ægte kunst og jeg opdager det slet ikke. Jeg burde jo have været begejstret for denne salat, taget billeder af dette organiske installationsmesterværk. Se det var food for thought.
Jeg bruger gedehår i ansigtet til en formue!
Jeg har brugt penge – mange.
Mest fordi jeg trængte til noget mineralpudder, men mest fordi hende der Mac ekspedienten var super provokerende og lidt for ivrig efter at sælge. Jeg var så dum nok til at falde i. Jeg fik købt en mineralpudder, der er lækker i konsistensen, men alt for mørk, så nu går jeg rundt og ligner en skibums med meget markerede kindben iført en hvid højhalset.
Mac burde altså få sig nogle bedre ekspedienter, for det er ikke første gang, jeg kommer hjem med en vare, som enten ikke har det nummer, jeg har bedt om eller er vandfast, hvor den ikke skulle være det.
Og jeg havde endda gjort mit forarbejde grundigt. Læst om mineralpudder, læst om tests af mineralpudder, læst blogs om mineralpudder, blade, om moderedaktørens og kosmetologens favoritter. Men jeg var stadig dum nok til at falde i.
Da jeg købte pudderen bad jeg også om en pensel – tilfældigvis den hun brugte, da hun testede produktet på mig. Den føltes lækker.
- ”Jeg tager lige den pensel med,” sagde jeg.
- ”Er du sikker på, at du vil have den her, ja, den er jo den bedste? sagde hun …. ”Ja fordi de fleste af vores kunder synes ikke lige de har råd og tager en billigere.”
- Ikke råd, tænker jeg… til en pensel? "Jeg tager den her," siger jeg bestemt til hende. Jeg er altså ikke en af de der fattigrøvskunder, der ikke har forstand på kvalitet, tænker jeg ved mig selv. Og ligner jeg måske sådan en? Var det det hun insinuerede???
Det er først, da hun slår prisen ind, at det går op for mig, at den er meget dyrere end pudderen. Men jeg siger ikke noget. Det er nu, jeg kan nå at stoppe hende og tage den billige, men jeg siger ikke noget. Fattigrøvskunde, fattigrøvskunde.... ordet kører rundt i mit hovede. Jeg takker og går.
Og da jeg så sidder i toget hjem, så tør jeg ikke rigtigt åbne min plasticpose for at tjekke prisen. Jeg kan jo have set forkert? Jeg har ikke set forkert – den kostede en formue, der end ikke skal offentliggøres her. Men altså. Den er langt blødere end nogen anden pensel!
Og den er endda lavet af det blødeste gedehår. Jeg har lige slået den op hos maccosmetics.:
“A full, dome-shaped brush of extra soft goat hair. Specially created to flawlessly blend powder onto the skin for an immaculate polished finish. Excellent for all M·A·C powders and pigments. 7 cm”
Så nu burger jeg altså gedehår I ansigtet til en formue! Og er det i det hele taget noget man skal prale med? Tjaaa....
Jeg har lige vundet 500.000 euro
Hvor heldig er jeg så?! Det er kun mandag og siden kl. 9 har jeg allerede vundet 500.000 Euro - 3 gange.
Hvad skal jeg så have for mine næsten 12 mill. – hvad kunne jeg tænke mig? Tjaaaaa....:
1. En Porsche Limited Edition Spider – det kan godt være den kun er lavet som designstudie, men den er super fed og så er det jo en opdateret version af den James Dean kørte galt i.
2. Så kunne jeg tænke mig at komme ud i rummet med Virgin Galactic – Bransons projekt med at sende turister ud i rummet. Billetten koster 1,4 mill og så står man bag 90.000 andre der også vil op og se det hele lidt fra oven.
3. Så kunne jeg tænke mig at købe resterne af nyhedsavisen og bruge den som toiletpapir eller til at tænde op i pejsen.
4. Så kunne jeg tænke mig en pejs.
5. Så en kasse med 24 flasker Cristal – til at starte med, altså. Dem kan jeg så drikke foran pejsen, hvor jeg kigger på nyhedsavisen, der brænder så fint.
6. Så kunne jeg tænke mig en diamant-te – kroppen er jo et tempel, eller er der noget, jeg har misforstået?
Nåååårh, men der gik jo ikke mange minutter før jeg fandt ud af, at mails'ne var fake, da de var meget ubehjælpsomt skrevet. De var tydeligvis oversat til dansk af en blind eller meget, meget nærsynet mand.
De der hoaxt’ere er tydeligvis ikke særligt opfindsomme. Man skal VIRKELIG ikke have mange brikker eller lige have opdaget Inder-nettet for at ryge i den fælde.
Mails'ne er slettet hver og en og det er mine drømme så også. Damn it - jeg ville ellers gerne have fingrene i den Nyhedsavis. Den er sikkert billigt til salg lige nu.
Hvordan smager et par Prada-sko?
Hellere 4 mus i køkkenskabet end ti i skoæskerne!
En mus var ved at indrette sig i vores køkkenskab (troede vi først) – og det gik ikke stille for sig. Adrk! Jeg kunne tydeligt høre den, da den på en eller anden lumsk måde var kommet ind i rørkassen, var kurret ned til vores køkkenskab under vasken, bag skraldespanden.
Der ventede den en fin anretning. Spegepølse anrettet på et lækkert, lækkert leje af en musefælde – eller 4 musefælder, strategisk placeret. Og i forgårs var der så bid – og ikke i én fælde, men i dem alle 4!!!
Hvad foregår der lige?
Pludselig er kønsrollerne tilbage fra før kvinderne fik stemmeret herhjemme. ”Bare gør noget, FIND PÅ NOGET, mand – HVAD SOM HELST, mens jeg sætter mig stille herinde i stuen med benene sikkert i sofaen og strikker? Aj ok læser boligblade, da.
I går aftes satte vi igen nye fælder, men heldigvis var der ikke bid. Jeg hader de ulækre kræ – og bare tanken om, hvad de kan finde på at gøre ved min Burberry-taske, mine Prada og MiuMiu sko… Brrrr.
I dag er jeg så startet dagen med at tage to Ipren, lidt kaffe med solbriller på og sat mig ud på terrassen. Jeg har ikke sovet så godt. Og som en anden Maude, så går jeg da vist op og lægger mig om lidt.
Lord of the rings
Sagaen om ringen fortsætter efter at jeg jo blev lovet den der ring. Nu har jeg så fundet denne (den uden sten), som er super flot – men jeg tror jeg må forbi smykkeudstillingen om ”Det grønne guld” alias ”Fairtrade Smykker” på Kunstindustrimuseet inden jeg beslutter mig.
Jeg elsker simpelthen kunstindustrimuseet; interessante udstillinger, super butik og cafeen med gårdhaven er en af mine yndlingssteder i København.
Så har jeg fundet disse to ringe, men de kan desværre kun lånes via Statens Kunstfonds Smykkeskrin. De er af designeren Kasia Gasparski.
Billede fra statens kunstfonds smykkeskrin
Hvor mange aviser går der på et par Louboutins?
Jeg har haft den mest bizarre drøm i nat – here goes:
Jeg har fået en fast avisrute (4 husstande), hvor jeg skal uddele lokalsprøjten. Det gør jeg så ved at hænge den hen over deres håndtag, da jeg synes der er for langt til deres postkasser – det kræver jo at jeg går ned ad en trappe. Da jeg kommer til den sidste husstand står der en repr. fra avisbudenes forening og kommanderer mig til at tænde nogle kogeplader, hvilket hun selv kunne gøre, men hun synes åbenbart det er bedre at kommandere andre til det. Hun skal nemlig koge noget vand, så hun kan vaske trappen? Bizart!
Den kommando fra hende udvikler sig så til et større skænderi, for jeg har altså KUN sagt ja til at gå med aviser, så jeg kan tjene lidt ekstra og IKKE tænde nogen kogeplader. Så jeg råber til hende, temmelig arrigt: ”Jeg tænder ikke nogen kogeplader, er du med!” Og går … I mellemtiden står hende, der har ansat mig og overværer det hele: ”Hvad sker der her,” spørger hun med en myndig stemme: JEG TÆNDER IKKE NOGEN KOGEPLADER, skriger jeg ”OG NU SIGER JEG OP!”
Hun ser temmelig overrasket ud (måske fordi jeg kun har været ansat i en ½ time) og siger, at hun da liiige må se i min kontrakt om ikke kogeplader indgår i arbejdet. Det gør mig så endnu mere rasende, og nu råber jeg så igen: JEG TÆNDER IKKE DE KOGEPLADER! Ok?!
Ok – den drøm er da lidt tosset. Og hvad er så meningen med det hele? Jeg tænker, at min underbevidsthed prøver at fortælle mig, at jeg bør tilpasse mig til, at jeg kun får barselsdagpenge de næste 5 måneder. Eller måske, at jeg bør tænke over mine sko-udgifter og få mig et bijob. Eller, at jeg i et tidligere liv har haft et HK-medlemskab. I simply don’t know…
Er der i øvrigt nogen, der ved, hvor jeg kan købe et par Louboutins billigt i Danmark – og kan det i det hele taget lade sig gøre, eller er det en drøm? Det behøver ikke at være dem fra billedet. Det er ok, hvis jeg også kan gå i dem.
Billede fra bryanboys blog
